Klimahandleplan Kernehuset 2023
Det er politisk besluttet, at alle institutioner skal beskrive, hvordan de arbejder med klimaet.
For os i Kernehuset er det vigtigt at fremhæve vores gode intentioner og det arbejde, der udføres herunder. I Kernehuset er vi bevidste om at lære børnene at passe godt på naturen og dermed vores jordklode. Formidlingen skal være på et niveau, der svarer til børnenes alder og udviklingstrin, og hvor kombinationen af leg og læring inkorporeres."
Klimahandleplan Kernehuset 2023
-
Fra jord til bord
I Kernehuset er vi meget engagerede i at dyrke vores egne grøntsager og frugter. Vi ønsker, at børnene deltager i den spæde proces og ser udviklingen over tid. Vi benytter også vores skønne grønne nærområde til at indsamle både grøntsager og frø. Når disse er indsamlet, deltager børnene i at producere fx syltede rødbeder, lave marmelade og meget mere. Produkterne tager børnene med hjem og deler med deres forældre og søskende, og andre produkter, som fx marmelade, serverer vi ved vores høstfest, hvor forældrene er inviteret med.
-
Køkkenhave
Vi har flere plantekasser rundt omkring i Kernehuset. Her dyrker vi blandt andet krydderurter, bær og buske. Krydderurterne plukkes, og pålægsfade bliver pyntet, inden de nydes til frokosten. Alle sanser er i spil. Vores bær bliver spist (nogle gange før de modnes) på legepladsen, og hvis der er nogen tilovers, bruger vi dem i madlavningen.
-
Hvad gør insekterne
Vi har et lille skovområde med nedfaldne grene og gamle træstubbe, hvor der er rig mulighed for ’Krible -Krable-dyr’ at bosætte sig. Her fascineres børnene i fællesskab med de voksne over dyrenes liv og færden.
På legepladsen hænger insekthoteller, hvor de flyvende insekter kan bosætte sig. Hvert forår inviteres bedsteforældre til stor plante-dag, hvor vi i fællesskab med bedsteforældrene planter blomster, krydderurter og lignende, så legepladsen bliver fyldt med liv og farver.
På vores legeplads har vi valgt at ’frede’ naturen, så den kan vokse op og fremstå vild naturlig natur for at sikre diversiteten. -
Vores daglige tiltag
Vi anvender ikke skyllemiddel i vasketøj.
Vi fokuserer på at bruge papir sparsomt, så vi ikke forbruger mere end højst nødvendigt. For eksempel sikrer vi, at børnene afslutter en tegning, før de begynder på en ny.
Vi benytter naturmaterialer i vores kreative fremstillinger.
Vores vaskemiddel, solcreme, bagepapir, opvaskemiddel osv. er svanemærkede produkter.
Vi bruger stofhagesmække i stedet for engangsprodukter.
Vi accepterer gerne brugt legetøj, sko og tøj. -
Hvad ønsker vi?
Vi ønsker at etablere en regnvandstønde, så det opsamlede vand kan anvendes til vanding og leg.
Vi ønsker at plante flere frugtbuske og rabarber, så vi kan lave frugtgrød, saft osv.
Vi ønsker at oprette en kompostbeholder, så vi kan producere muldjord til vores blomsterkasser.
Vi ønsker, at børnene tager medansvar og ejerskab for at passe på vores planter og grøntsager.
Etablering af plantekasser på hjul, så de kan bruges til både grøntsager og som afskærmning til små grønne legemiljøer.
I 2023 blev vi tildelt vores første Grønne Flag af borgmesteren. Vi sigter mod at gøre os fortjent til denne grønne mærkeordning igen i 2024.