Her kan du læse Kernehusets Mad & Måltidspolitik
Mad & Måltidspolitik
Sund og nærende mad har stor betydning for børns udvikling og trivsel, og derfor er måltiderne en vigtig del af hverdagen i Kernehuset. En velsmagende og varieret kost er også med til at udvikle børns spisevaner, og børnene lærer at indgå i et socialt fællesskab med de voksne og hinanden. Efter et sundt måltid har børnene mere energi til leg, læring og socialt samvær.
I Kernehuset holder køkkenpersonalet sig ajour med den nyeste viden inden for ernæring. De kommer på relevante kurser og samarbejder med sundhedsplejen og Vejle Kommunes kostkonsulent.
Betaling for frokostordningen opkræves automatisk sammen med betaling for daginstitutionspladsen. Forældrebestyrelsen har vedtaget, at alle deltager i frokostordningen, så den kan ikke fravælges.
Kernehuset har også en madordning, som betyder, at børnene får mellemmåltider i Kernehuset. Betaling herfor opkræves særskilt.
Mellemmåltiderne kan den enkelte familie fravælge ved at henvende sig på kontoret.
Vi anbefaler dog, at alle deltager i madordningen, da det er hyggeligt for både børn og voksne, at alle spiser den samme mad og deltager i fællesskabet omkring måltiderne. Når børn er på tur ude af huset, har de madpakker med.
Ugens madplan kan ses på Kernehusets DayCare. Ændringer kan forekomme og vil i så fald stå på dørene i grupperne.
- Økologisk mad. Vi har sølvmærket, hvilket betyder, at 60-90% af vores mad er økologisk
- Anbefalinger fra Fødevarestyrelsen. Vi følger de nye kostråd
- Mad med lavt sukkerindhold og moderat fedtindhold. Vi vil gerne hjælpe med at forebygge overvægt blandt børn
- Anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, f.eks. giver vi ikke nødder, rå gulerødder og andre hårde fødevarer til børn under 3 år.
- Mad fra bunden. Der serveres f.eks. både hjemmebagt rugbrød og boller, når der er mulighed for det
- Dansk og frisk. Vi køber dansk mad og bruger årstidens råvarer
- Fisk. En dag om ugen spiser vi fisk
- Særlige hensyn. Vi tager hensyn til allergener og særlige behov, herunder børn, der ikke må spise svinekød eller oksekød m.m.
- Babyer. Børn under 1 år får den mad, de individuelt har behov for, herunder grød og sutteflaske. Dette aftales med pædagogerne på stuen
- Flere sanser. Maden skal smage godt og se indbydende ud
- Mad over bål. Om sommeren laver vi af og til mad over bål
- Bordskik. Børnene lærer at vente på hinanden, at sende fade rundt og hjælpe hinanden m.v.
- Børnene kan selv. I videst muligt omfang vælger børnene selv deres mad, de tager selv mad på deres tallerken, de smører selv deres mad nogle dage og det hænder, at børnene deltager i selve madlavningen.
Morgenmad
- serveres i tidsrummet 6;45-7:30
- Morgenmaden består af havregrød med tørret frugt, knækbrød, boller eller rugbrød med ost og/eller smør. Hertil serveres vand eller mælk
Formiddagsmad
- serveres ca. 8:30-9:00
- Maden består f.eks. af grød, boller, rugbrød, knækbrød med ost, frugt eller grønt
Frokost
- Serveres ca. kl. 11:00
- To til tre gange om ugen får børnene varmt mad. De får lunt mad én dag om ugen, og de øvrige dage får de rugbrød med forskelligt pålæg og grønt
- Alle børn får tilbudt vand og mælk.
Eftermiddagsmad
- Serveres ca. 13:30-14:30
- Eftermiddagsmaden består af groft brød eller boller, grønt, frugtgrød, rugbrød, yoghurt el. lign.
- Alle – børn og voksne – vasker hænder inden måltidet
- Bordene tørres af, inden bordet dækkes
- Børnene sidder, så vidt det er muligt, i mindre grupper ved bordene. Vi taler bl.a. om, hvor maden kommer fra og hvordan den er lavet
- Børnene hjælper med både borddækning og afrydning
- Ingen går fra bordet, før en voksen har givet tilsagn
Revideret af forældrebestyrelsen og personale i september 2019.
